…jeg lægger mig ned og lader kærligheden komme forbi!

 

jose_4I weekenden læste jeg et blogindlæg af Søren Stenderup, om det moderne parforhold, og om hvornår kvinderne lægger sig ned?

Og nu kommer jeg til at tænke på hvorfor jeg deler de her tanker med dig, og hvorfor dette blogpost overhovedet skal publiceres, og om det har sin berettigelse? Måske skyldes det dét faktum, at jeg i går spiste mig ned i bland-selv slik, og i dag er ramt af den mest forfærdelige sukker hangover? Og hvorfor skal jeg være så uptight med, at jeg har spist slik altså? Hvorfor fanden kan jeg ikke bare SLAPPE AF, og være okay med, at det faktisk ER okay, og tilladt, én gang i mellem?

Nå, men i weekenden var jeg i sommerhus med min familie; søster, mor, svoger og kæreste. Det var hyggeligt –  ren afslapning (for the most part). Søndag lidt over middag, da vi var hjemme igen, slæbte jeg min krop op i træningscentret. Lavede kardio/styrke i en time, efterfulgt af en lille times yoga (MUCH NEEDED!!!!) Bagefter ordnede jeg vasketøj, ryddede op og gjorde klar til en ny uge. Da jeg kunne sætte flueben ved samtlige gøremål, pakkede jeg mine ting og rullede hjem til min kæreste. Måske var jeg lidt ‘Tænkede Tenna’ da jeg gik ind ad døren, så da min kæreste ikke sprang mig i armene med fanfare og smækkys, blev jeg måske lidt passiv aggressiv. Men manden sov jo da jeg kom – han havde vel også brug for at blive nulstillet efter en weekend uden alene tid…

Min kæreste har hjulpet med redigeringen af Kristines videoer, så vi skulle lige have styr på det sidste, inden vi kunne holde søndag – sådan helt rigtigt, på sofaen. Men midt i det hele blev jeg afbrudt af en arbejdsmail, som jeg skulle tage action på med det samme. Dette indebar, at jeg måtte skynde mig ud på kontoret…

Og det er hér, at det indlæg jeg læste i weekenden, bliver relevant. For normalt klør jeg bare på, får tingene fixet og har styr på livet (for det meste), men det sidste stykke tid har jeg nok haft en tålmodighed som en 4 årig, og nok også en opførsel som sådan én. Og for fanden hvor skammer jeg mig, for jeg har bare lyst til at være stærk og ikke opføre mig som et barn der har fået nappet sit bland-selv slik, og blevet bedt om at rydde op på sit værelse!

For når jeg rammer muren, er det sgu ikke fordi jeg ikke kan håndtere den givne situation, men det er et udtryk for, at jeg ikke har sagt fra før, men ikke nødvendigvis relateret til dét jeg nu ligger på gulvet og spræller over, som en anden møgunge. (ej ok, jeg sprællede ikke på gulvet, men stod bare i gangen og græd….men alligevel).

Dette indlæg går ud til min kæreste, fordi han kan håndtere møgungen, og ved hvordan hun igen bliver til voksne Josephine…

Efter krisen var manet til jorden, og vi igen kunne holde søndag med take out fra Thai køkkenet og bland-selv slik, kom jeg til at tænke på hvorfor jeg egenligt skammer mig over, at møgungen kommer op til overfladen? Måske skulle jeg lukke hende ud lidt oftere, måske ville hun ikke være så pisse irriterende og barnlig? Det kan jo være fordi hun ikke får taletid, at hun bliver så utålelig? Men dét, at hun overhovedet dukker op, skyldes i høj grad at jeg kan lægge mig helt ned. (denne sætning giver kun mening hvis du har læst Sørens blog indlæg).

Søren skriver: “Endnu en kvinde spørger, hvor de rigtige mænd er henne? Hvorfor de ikke ser hende? Hvorfor de ikke er romantiske? Hvorfor de ikke er bløde nok? Hvorfor de ikke kan tale dybt? Hvorfor de ikke kommer med blomster om onsdagen? Hvorfor de ikke overrasker hende? Hvorfor de ikke tager initiativet?”

Men min mand ser mig, han er romantisk, blød, vi kan tale dybt, han sender også blomster ( :-) ), og han er så meget mere end det. Og i går da jeg (forklædt som 4-årig) stod i gangen, kiggede han på mig og spurgte om han ikke skulle køre med ud på kontoret, og så blev der beordret take-out, sofa, spoon og bland-selv slik, bagefter. For han ser mig, og det jeg trængte til var tosomhed og stilleleg (for nu at blive i de barnlige terminologier).

Når jeg nu, omend med sukker hangover, tænker over hvad fanden der skete i går. Så er det nok et udtryk for at jeg skulle have spændt ben, så jeg kunne lægge mig ned, så kærligheden kunne komme forbi. I stedet for at tro jeg skal fixe det hele, og være overmenneskelig. Og jeg bør ikke skamme mig over at møgungen kommer ud, men i stedet bør jeg skamme mig over at hun bliver sat overhørs, og først bliver hørt når hun ruller rundt på gulvet og hyperventilerer, og bliver nød til at hoppe i seletrøjen (endnu én barnlig reference, hvis du forstår sådan en lille én)

Så note to self, og til dig som læser med, og som kan kende dig selv lidt i ovenstående, så må læringen være at:

Læg dig ned inden du skal overmandes, holdes nede, og have stoppet kærlighed ned i halsen. Lyt til dig selv og vær ærlig og lydhør. (and act accordingly). Og så åben øjnene, og vær pisse taknemlig for dem du har i dit liv. AMEN.

 

 

Silence. Calms. My. Soul.

I reconnect with myself. Lingering in the moment, allowing my mind to dive into the silence. Peace.

jose_1 jose_2_ny jose_3_ny